KATALOGTEKST TIL SÆRUDSTILLINGEN JACOB KIRKEGAARD: MELLEM RUM, KUNSTMUSEET I TØNDER
På forskellige tidspunkter, i varierende udgaver og med skiftende styrke har jeg gentagne gange i mit liv drømt den samme drøm. Drømmen går i al sin enkelhed ud på, at jeg bor i et stort hus, som er fyldt med alle dem og alt det, der omgiver mig i mit virkelige liv: min familie, mine møbler, stemninger og dufte fra privaten i vågen tilstand. Jeg kender med andre ord huset i drømmen ind og ud. Og dog. For efter at have beboet huset et stykke tid opdager jeg nemlig en skjult dør, som fører ind til en ukendt del af matriklen. Døren åbner simpelthen for et uudforsket rum. Det nye rum tager sig forskelligt ud fra gang til gang. Nogle gange er det møbleret, andre gange tømt. Nogle gange er det forfaldent, andre gange lyst og imødekommende. Det er for så vidt irrelevant. Hvad relevant er, at glæden og begejstringen, nysgerrigheden og potentialet i at have fundet rummet er intakt og oplevelsen lige styrkefuld fra drøm til drøm.
Hvad drømmen afslører af menneskelige længsler og eksistentielle muligheder, kan der velsagtens kastes en række teorier efter. Ikke desto mindre er netop den drøm betegnende for min generelle oplevelse af Jacob Kirkegaards unikke optagelser af verdens alsidige og endeløse lyde.
Ganske som i tilfældet med drømmen har mit bekendtskab med Kirkegaards kunst åbnet døren til et nyt rum: erkendelsesmæssigt, sansemæssigt, mulighedsmæssigt. For verden er åbenbart mere og andet, end hvad vi synligt erfarer på daglig basis. Verden er beboet af lyde i os, lyde omkring os, lyde der svæver over og rumsterer dybt under os. Lyde, der definerer det store makrokosmos af universets uendelighed og et mikrokosmos af menneskets indre. Lyde der med andre ord på én gang er langt ude såvel som langt inde, og som alle bringes til overfladen af Kirkegaard i den nøgterne erkendelse:
”I min kunst undersøger jeg verden ud fra den kendsgerning, at der findes energi i alt”. [1]
Og fra energi til lyd, for alt hvad der indeholder energi, indeholder lyd. Lyd, der, som synets alternative måde at begribe omgivelserne på, kan udvide vores bevidsthed om os selv og den verden, vi lever i. Og Kirkegaard lader intet tilbage, men er geografisk og tematisk vidt omkring. Fx erfarer man i hans firdelte værk Opus Mors, 2019, at døden har en nuanceret, intens og vekslende lydside. I installationen Labyrinthitis fra 2007, hvor du hører dig selv høre, at det menneskelige øre ikke er et passivt organ, men at øret udsender toner helt af sig selv. For ikke at tale om installation Black Metal Square fra 2015 - et værk der tematiserer forestillingen om intetheden – og bringer os til visheden om, at der selv i den umiddelbare tomhed findes energi.
Det nye rum - for nu at blive i drømmens metaforik - er altså på én gang allestedsnærværende rent geografisk, idet Kirkegaard serverer lyden for os i et spektrum, der strækker sig fra forestillingen om intetheden til det indre menneskelige øre – og på samme tid er ”det nye rum” en ny erkendelse og accept af, at alting rummer energi, alting rummer lyd.
Og apropos accept: Et led i min fascination af Kirkegaards kunst er en nysgerrighed på, hvad vi mennesker i kraft af vores sprog og kulturelle adfærd har lukket ned for rent lyd- og perceptionsorienteret. Nævnte værk Opus Mors, som i en række forskelligartede lydoptagelser udfolder stadiet umiddelbart efter, at døden har sat ind, udfordrer fx vores generelle sprog for døden:
”Så blev der stille”, siger vi, når den, vi mister, drager sit sidste suk. ”Lad os holde et minuts tavshed for de døde”, udtrykker vi. Ja, vi taler sågar om, at man kan være ”tavs som graven”.
Det er et diametralt modsat lydbillede, Opus Mors konfronterer os med, når lyden af den porøse hjerne, der trækkes ud af hjerneskallen under obduktionen, rammer vores trommehinder, og idet lyden af den buldrende kremering fylder vores ører, for ikke at tale om lyden fra de tusindvis af knitrende maddiker i færd med at nedbryde den døde krop på biologisk vis.
Kirkegaard er optaget af videnskabens lydside og viderebringer dens lydlige elementer, hvilket må siges at være samme greb, der arbejdes med i installationen Labyrinthitis fra 2007, der tematiserer det faktum, at det lyttende øre selv producerer lyde. Fænomenet ”otoakustiske emissioner” er akustiske toner frembragt af øret selv. Kirkegaards værk er komponeret således, at når disse ”øretoner” spilles tilbage i den lyttende persons ører, genererer disse selv samme ører toner i respons, og man kan få oplevelsen af at høre sig selv høre. Et på én gang enormt paradoksalt som helt enkelt foretagende, der naturligt leder til undren over, om man så også kan se sig selv se? Om man kan tale med sig selv, der taler?
Den franske konceptkunstner Marcel Duchamp[2] filosoferede over selvsamme i 1914, i det han i sine noter til det berømte værk The Glass[3] skrev:
“On peut regarder voir; On ne peut pas entendre entendre”[4]
Oversat til godt dansk: det er muligt at se sig selv se, men det er ikke muligt at høre sig selv høre. Eller hvad? For det viser det sig jo at være i tilfældet med Kirkegaards kunst, der ikke alene gør os opmærksom på verdens ydre komplekse, videnskabelige processer– men i tillæg indre, subjektive, fysiologiske fænomener.
I sin kobling af videnskabelige undersøgelser og kunstneriske iscenesættelser er således stort set samtlige af Kirkegaards værker defineret ved at åbne op for det dette ”nye rum”, som tilsyneladende ikke har nogen erkendelsesmæssig bagkant - men tværtimod synes styrket af et uendelighedsprincip.
Dette kommer også til udtryk i værket Black Metal Square fra 2015, en frithængende sort metalplade, hvis subtile naturlige vibrationer forstærkes og spilles tilbage igen, hvorved pladens egenlyd fremkaldes. Som en fejring af hundredeåret for Kazimir Malevichs[5] maleri Black Square fra 1915 refererer Kirkegaards installation til Malevichs citat:
"Det er fra intet, i intetheden, at det beståendes sande væsen tager sin begyndelse".
Også astronomen Robert Fludds[6] tegning af en sort firkant fra 1617-21 med indskriften 'Et sic in infinitum' (Og således i al evighed) er en inspirationskilde for Kirkegaard, som stiller os det store spørgsmål: Hvordan lyder forestillingen om intet?
Mens spørgsmålet hænger ubesvaret i luften, kan man starte med at spørge sig selv, om vi overhovedet besidder ro, nærvær og vilje til at gå ind i et så abstrakt spørgsmål i den hektiske verden, vi lever i, med alle dens digitale signaler, dens pulserende trafik og vedvarende, eskalerende støjniveau. Det kræver vilje. Indrømmet. Men som Kirkegaard udtrykker det:
”Mange af mine værker er ret langsomme, og der sker ikke særligt meget. Umiddelbart i hvert fald. Men over tid kan værkerne åbne sig eller i hvert fald skabe et rum for de mere langsomme processer inde i én selv. (…) Mellem det kendte og det ukendte rum.[7]
I drømmens uudforskede rum står det mig således klart, at virkeligheden i virkeligheden er mere end forventet. At de kendte rum helt naturligt støder op til de ukendte rum, og at den fysisk håndgribelige verden, helt selvfølgeligt knytter an til dens endeløse lydside. Præcis som i Kirkegaards kunstneriske praksis, der på sin særegne raffinerede, videnskabelige facon gør det abstrakte tilgængeligt eller tilføjer det tilgængelige en abstrakt dimension. Det afhænger vel af øjnene, der ser. Eller af ørene, der lytter, burde man velsagtens sige.
[1] Citat fra udstillingskatalog ARoS FOCUS // NEW NORDIC, Jacob Kirkegaard – alt & intet [2] Marcel Duchamp (1887 –1968), fransk konceptkunstner [3] Marcel Duchamps berømte værk The Large Glass skabt i 1915 – 1923 bærer den oprindelige title La mariée mis à nu par ses célibataires, même [4] Marcel Duchamp, La Boîte de 1914, Centre Centre Pompidou, Paris [5] Kazimir Malevich (1878-1935), russisk billedkunstner og teoretiker [6] Robert Fludd (1574-1637), engelsk videnskabsmand og forfatter [7] Citat fra IMPORTANT, Enlightment, Issue 1, 2018
Jacob Kirkegaard: Mellem Rum, Kunstmuseet i Tønder, 21. april - 19. september 2021
Installationsbillede: Jacob Kirkegaard
Comments